Er lærere og elever dovne og dumme? Spørgsmålet er provokerende og tilspidset, og formentlig heller ikke ét, jeg ville driste mig til at stille. Det skal derimod findes i et nyt debatoplæg fra DPU, hvor der stilles skarpt på begrebet ”informationskompetence” i gymnasiet. Hvad betyder det, hvorfor er Google ikke godt nok, og hvordan kan vi gøre noget?

På baggrund af et par indledende indlæg stiller vi nu skarpt på computerspil, belyser de formelle argumenter for at inddrage dem i undervisningen, opstiller en model for den digitale (spil)dannelse, og diskuterer overordnede tilgange.

”Det er bare retorik” lyder anklagen ofte, når vi præsenteres for udsagn, som vi ikke tager for gode varer, og dermed henviser vi til en årtusindgammel disciplin; retorikken. Man kan imidlertid spørge sig selv, hvilken rolle den og særligt ethos-begrebet spiller i den stadig mere omfattende online kommunikation, hvor afsender ikke altid er så klart defineret som i fx de politiske brandtaler. Det er netop det spørgsmål, Elisabeth Hoff-Clausen rejser i bogen ”Online Ethos”, og tillad mig at starte med konklusionen: hvis du kan mønstre bare en marginal interesse for kommunikation på nettet, så bør du læse denne bog.

Jeg var i går en tur i Roskilde, hvor jeg deltog i Roskilde Kommunes temadag om it og digitale medier i undervisningen. Mit fokus var (selvfølgelig) på, hvordan computerspil kan bruges i undervisningen, og jeg forsøgte at anskueliggøre dels hvordan spil kan (bør) indgå i fx den i faghæfte 48 efterlyste digitale dannelse, samt hvordan "game based learning" anvender spil som didaktiske redskaber.

Hvad er det egentlig man skal kunne, for at navigere i nutidens "informationssamfund"? Hvordan identificerer vi relevante kompetencer og færdigheder, og hvorfor er det ikke tilstrækkeligt at overlade børn og unge til "mediernes parallelle skole"? Hvordan kan kan vi gøre os forhåbninger om at bygge bro mellem den uformelle og formelle læring, og medvirke til at styrke elevernes digitale dannelse?

Solide faghæfter, lærebøger og undervisningsmateriale er én ting, men næppe tilstrækkeligt i sig selv. I praksis forholder det sig nok ofte sådan, at idéen om computerspil i undervisningen sælges bedst af de personer, der indsigtsfuldt og passioneret argumenterer for sagen på inspirerende og indlevende vis; det gjorde Trine May på Skolebogmessen i Århus i onsdags, men hvad fik hun sagt?

Umiddelbart før påske blev endnu et faghæfte fra Undervisningsministeriet føjet til den efterhånden lange række af hæfter, der skal styrke praksis i folkeskolen. Dette hæfte var af mange ventet med spænding, ikke mindst af os her på Spilskole.dk, da det bærer den lovende titel "It- og mediekompetencer i folkeskolen". Hvad bringer hæftet med sig, og kan det styrke udviklingen på området?

Børn og unge er da kompetente mediebrugere, ikke? Hvorfor skal vi så besvære os med at hive forstyrrende medier ind i klasseværelset? Tiden må være inde til at lade eleverne passe sig selv, og fokusere på det faglige indhold. Eller hvad? I bogen ”Digital Dannelse” argumenterer medieforsker Lotte Nyboe for en noget anden tilgang under parolen ”mediekompetencer kommer ikke af sig selv”. Hvem kan bruge sådan en bog til noget?

Børn og unge er da kompetente mediebrugere, ikke? Hvorfor skal vi så besvære os med at hive forstyrrende medier ind i klasseværelset? Tiden må være inde til at lade eleverne passe sig selv, og fokusere på det faglige indhold. Eller hvad? I bogen ”Digital Dannelse” argumenterer medieforsker Lotte Nyboe for en noget anden tilgang under parolen ”mediekompetencer kommer ikke af sig selv”. Hvem kan bruge sådan en bog til noget?