For nylig blev vi omtalt i Folkeskolen, der bl.a. skriver at "det er et spændende projekt, som allerede nu rummer en del brugbart materiale", og at "intentionen er, at det skal være et interaktivt forum, hvor lærere og forskere kan udveksle viden og erfaringer omkring anvendelsen af computerspil". Især sidstnævnte er værd at bide mærke i, og vi slår endnu en gang på tromme for, at man lufter sine ideer og erfaringer i vores forum.
Vi har løbende opdateret vores videosektion, så du kan se en lang række videoer med nogle af de forskere og praktikere fra feltet "spil i undervisningen", som vi respekterer allermest.
Med støtte fra Fonden for Entreprenørskab (tidligere "Selvstændighedsfonden") har vi lavet en lille håndbog, der viser hvordan det at arbejde med spil i undervisningen ofte kan bidrage til elevernes "innovative og entreprenørielle evner".
Ella har været involveret i et spændende projekt, Learning With Games, "som er et internationalt samarbejde om spilbaseret læring. Projektet har deltagelse af 2 danske skoler, nemlig Højby Skole, som jeg (Ella) selv er ansat på og Høng Skole samt Gransäterskolan fra Bålsta, Sverige og Hyhkyn Koulu fra Tampere, Finland." Her kan I se et uddrag af en undervisningssituation i projektet:
Jeg samarbejder tæt med GameIT College i Grenå, og lavede for et stykke tid siden et idékatalog med forskellige eksmpler på, hvordan spil kan indgå i undervisningen på HTX. Førsteårs-eleverne på GameIT College har i øvrigt lige afsluttet stort spiludviklingsprojekt, som man kan læse mere om her. En gruppe studerende har endda taget skridtet videre, og har startet spilfirmaet ClearCut Games, og det er en fornøjelse at følge deres hårde arbejde og inderlige passion.
I Leonardo-projektet "GAMEiT" arbejder vi øjeblikket på en håndbog om game based learning, som vil være tilgængelig først på efteråret. Jeg har imidlertid lagt et introducerende kapitel og ét om spiludvikling op på min blog (i ufærdige udkast). I forlængelse af GAMEiT-projektet arbejder vi desuden på en konference om game based learning, som finder sted i København d. 13. oktober - flere informationer kommer løbende.
Skriftlighed og ikke mindst "ny skriftlighed" diskuteres livligt, og jeg har givet mit bud på, hvorfor "skriftligheden skal være relevant", og hvordan spiljournalistisk på tværs af digitale medier kan være med til at nå det mål.
Begrebet "gamification" har afstedkommet en voldsom hype, og vi har løbende forsøgt at skabe og bevare et overblik. Grundlæggende handler det om, at man gerne vil "låne" elementer fra spil og overføre dem på tjenester og fænomener, der ikke er spil. Det minder mig om game based learning, og idéen om, at spil på mange måder byder på bedre læringsdesigns end vi formår i skolen. Jeg har skrevet om det på EMU'en og lavet en åben oversigt over relevante ressourcer.
I et oplæg fra et morgenseminar i det Århus-baserede Headstart Network taler jeg om social læring med computerspil og også en smule om gamification:
I samarbejde med Dansk Spilråd pusler vi netop nu med, hvordan de mange spileksperter i spilrådet og den ekspertviden, som er samlet her, kan styrke anvendelsen af spil i undervisningen.
Der er stor og voksende aktivitet blandt uddannelsesfolk på Twitter, og jeg anbefaler helt bestemt, at man deltager aktivt. Der foregår absolut mest på engelsk, og fx hashtagget #gbl bruges til at "mærke" alle tweets, der handler om game based learning. På dansk bruges i øjeblikket tagget #nylaering om nye læringsformer, mens man kan følge den danske spilbranche via #dkgame.
Nåh ja, og så har vi angiveligt en bog under opsejling. Meget mere kan vi dog vist ikke sige endnu. Ikke for at være hemmelighedskræmmere, men fordi vi ikke ved mere end det.
I en lidt større verden
Hvis vi ser ud over vores egen lille verden, så er der endnu flere spændende ting at få øje på.
Claus Berg fra EMU-redaktionen har stået for et rigtig fint mindmap, som peger på mange af de barrierer, der kan være for øget anvendelse af spil i undervisningen. Vi anbefaler i det hele taget at holde øje med EMU'ens it-tema, og herunder også it-bloggen.
På Aarhus Universitet har de stået for udviklingen af spillet "Magtens Segl", som er en del af "portalen til historien", Danmarkshistorien.dk. Jeg har haft en løbende dialog med udviklerne, der ville lave et underholdende adventurespil, som inspirerer til at gå på udforskning i historien.
Hvor vi desværre ikke har opdateret vores spiloversigt i en længere periode, så har andre gjort et stort stykke arbejde. IMAGINE (Increasing Mainstreaming of Games In Learning Policies) har efterhånden opbygget et stort bibliotek over undervisningsrelevante spil. Et lignende projekt varetages af Adrian Camm, der står bag wiki'en "Games in education".
Tidligere i år blev den primært forskningsbetonede International Journal of Game-Based Learning lanceret, og selvom der kræves et (dyrt) abonnement, så kan første udgave læses gratis her.
Den altid ventede "Horizon Report" pegede i 2011-udgaven på, at spil må formodes at få endnu større betydning i uddannelsessammenhæng i løbet af de kommende år:
"Research and experience have already shown that games can be applied very effectively in many learning contexts, and that games can engage learners in ways other tools and approaches cannot. As this area continues to expand, and as game designers continue to explore new ways to integrate serious topics and content area in engaging formats, gaming will become more useful and prevalent in higher education"
Amerikanske Henry Jenkins har lavet et omfattende interview med James Paul Gee i fire dele, hvor Gee uddyber sit indsigtsfulde syn på sammenhængen mellem computerspil og læring.
Angry Birds er alle vegne, og nu også i undervisningen; Using Angry Birds to teach math, history and science er et fremragende eksempel på, hvordan man med lidt kreativitet kan anlægge mange forskellige vinkler på noget så (tilsyneladende) simpelt som Angry Birds.
Er der noget vigtigt, som vi har overset? Tøv ikke med at tilføje i kommentarfeltet!
