Personligt er jeg inderligt optaget af denne idé om at dele og diskutere, at alle vores fremskridt sker i samspil med andre, og at vi bør tilstræbe en høj grad af transparens i vores arbejde (det skriver jeg i øvrigt jævnligt om på min egen blog).
Helt basalt handler det om, at mange enkeltpersoner i dynamisk samarbejde kan nå betydeligt længere end mange enkeltpersoner hver for sig. Ingen har det fulde overblik, og de færreste har mulighed for både at konsultere forskere, spiludviklere og andre relevante parter og samtidig eksperimentere med og i praksis.
Det gælder også for vores arbejde med Spilskole.dk. Vi vil naturligvis hellere end gerne bidrage med det, vi nu kan, men vi vil mindst lige så gerne være med til at skabe en mere åben og dynamisk kultur, hvor alle jeres erfaringer og gode ideer bringes i spil.
Vi modtager jævnligt mails fra passionerede undervisere og lærerstuderende, der gerne vil arbejde med spil i undervisningen. Vi er naturligvis glade for alle henvendelser, men føler alligevel til tider en vis ærgrelse over, at de mange gode forslag og overvejelser ikke deles med en bredere skare.
Derfor vil vi gerne endnu en gang slå et stort slag for, at alle idéer, overvejelser, forslag og erfaringer om spil i undervisningen introduceres på vores forum.
Der er ingen grund til at være nervøs; ingen indlæg er irrelevante, men alle kan bidrage til et bredere kendskab til, hvordan spil kan (og ikke kan) indgå i undervisningen.
