Har du gode erfaringer med computerspil i undervisningen?
Så læs herunder, hvorfor Thorkild gerne vil snakke med dig som del af hans igangværende forskning.
Som en del af min forskning i spildidaktik er jeg i færd med at kortlægge læreres forskellige måder at bruge computerspil på i undervisningen. Til det formål eftersøger jeg beskrivelser af undervisningsforløb fra lærere, der har gode erfaringer med brug af computerspil i undervisningen – primært mellemtrin og udskoling i folkeskolen. Computerspil skal i denne sammenhæng forstås som en bred samlebetegnelse for læringsspil (f.eks. Mingoville eller Global Conflicts), online rollespil (f.eks. World of WarCraft), mobile spil (f.eks. Djeeo), it-støttede rollespil (f.eks. Drabssag/Melved) eller værktøj til spildesign (f.eks. GameMaker). Tilsvarende kan spilforløb både omfatte undervisning om spil, gennem spil eller udvikling af spil. Eksemplerne kan komme fra alle faggrupper, gerne også tværfaglige forløb.
Hvis du har tid og lyst til at deltage i min undersøgelse vil jeg således gerne have en kort beskrivelse af et eller flere undervisningsforløb, hvor du har anvendt spil i undervisningen. I den forbindelse må du gerne medtænke nedenstående spørgsmål:
- Hvilket spil har du anvendt?
- Indenfor hvilke(t) fag og klassetrin?
- Med hvilke faglige og pædagogiske formål?
- Hvordan har du faciliteret forløbet?
- Hvordan har du evalueret elevernes udbytte af forløbet?
Alle besvarelser bedes sendt til min mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. . På baggrund af de modtagne beskrivelser vil jeg dernæst udvælge en række lærere, som jeg gerne vil lave korte interviews (cirka 30 minutter) med i løbet af marts måned 2011. Alle interviews bliver anonymiserede og kun brugt i forbindelse med min forskning, medmindre andet aftales.
Jeg ser frem til at høre fra interesserede lærere – send gerne denne invitation videre!
Mange hilsner,
Thorkild Hanghøj
Adjunkt, ph.d.
Institut for Didaktik DPU, Aarhus Universitet
E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
